Se indholdet i en browser

Mange ville høre om skiftet af tv-udbyder fra youSee til Norlys

På Hjørring Messen i weekenden var rigtigt mange medlemmer på HAS' stand for at høre om skiftet af tv-leverandør fra YouSee til Norlys. Hvad betyder det for mig? - og hvad skal jeg gøre?? Typiske spørgsmål, hvor vi besvarer nogle af dem herunder - og andre kommer vi til senere. Tak for den positive interesse og de gode kommentarer fra jer, der besøgte os på messen!

Ro på - der er god tid

Der er ingen grund til at gå i panik. Der er stadig to måneder til at tv-signalet ændres. Er du en af de rigtigt mange, der har en almindelig tv-pakke - LILLE, MELLEM eller STOR - og ønsker du at fortsætte med det, så skal du ikke gøre noget nu. Så får du automatisk flere tv-kanaler i din tv-pakke efter nytår og for nogles vedkommende endda også nye streamingtjenester. Til gode priser! Det kræver kun indstilling af dit TV den 2. januar.
Beslutter du dig for, at du vil ændre tv-pakke - til større eller mindre - så er alt som det plejer: Fortæl os det inden udgangen af november måned, så virker det fra nytår. Du kan se på mulighederne på vores hjemmeside og her er også en formular, du kan bruge til at foretage pakkeskifte. Men det vigtigste budskab lige nu: Ro på. 

Henvendelser fra YouSee

Har du i dag Bland-Selv 11/36, tilkøbt enkelte kanaler eller lejet en youSee TV-boks, vil du få et brev fra YouSee. Det er der ikke noget underligt i, for de er forpligtet til at fortælle dig, at aftalen ophører. Du får en  standard ordrebekræftelse, hvor du kan få det indtryk, at du skal kontakte YouSee. Det er ikke nødvendigt, for du er stadig medlem hos HAS. Det, du skal gøre, er at tage stilling til om det, du har købt hos YouSee skal ændres til noget hos Norlys eller om du bare vil have en af tre tv-pakker, som HAS fremover tilbyder.
Har du udstyr fra youSee, får du besked om, hvordan du skal forholde dig i forhold til at sende det retur.

Informationsmøder i november

Vi ved, at der er flere, der gerne vil høre om skiftet af udbyder og om de nye muligheder. Derfor arrangerer vi informationsmøder (programmet er det samme på alle møder):
  • den 12. november kl. 17 på Vendelbohus
  • den 12. november kl. 19 på Vendebohus
  • den 14. november kl. 17 i Hirtshals Idrætscenter
  • den 14. november kl. 19 i Hirtshals Idrætscenter
På møderne vil Kurt Larsen fra HAS, og Kasper S. Grønholt fra Norlys fortælle og efterfølgende vil der være mulighed for ar se nærmere på de nye muligheder hos nogle konsulenter fra Norlys og fra HAS.
Der ingen tilmelding, så det er bare at møde op, hvis du vil vide mere.

Kan du ikke komme til informationsmøde...

 ... så er der ingen grund til at fortvivle. VI gør meget ud af at informere på vores hjemmeside, https://has.dk/. Hjemmesiden fortæller om de nye muligheder og hvad du skal gøre. Klik på billedet her til højre, så kommer du direkte til siden om tv i 2025.
 
Senere kommer der gode guides om, hvordan du efter nytår indstiller dit tv for at få kanalerne igen. Så her kan du få hjælp til det mest basale uanset om du har et tv fra sony, philips, samsung, LG mv. 
 
HAS
Er det alligevel for vanskeligt for dig, så er vi ved at finde firmaer, som vi kan henvise til. Dem skal du selv kontakte - hvis du altså ikke lige har en søn, datter, svigersøn, barnebarn eller nabo, der gerne vil hjælpe dig. Og er du selv skrap til det, så kunne det være, at du skulle høre, om der er nogen i din omgangskreds, der får brug for hjælp. Det blvier en fin måde at få sagt godt nytår til hinanden - også selv om skiftet først er den 2. januar.

Det sker der ikke noget med

 Et af de spørgsmål vi har fået flere gange allerede nu er: Skal vi så have skiftet modem igen?
Svaret er enkelt: Nej, det skal vi ikke. Modemmet bruges til bredbånd fra HAS og den del rører vi ikke ved. Heller ikke prisen, som ikke er ændret siden vi startede eget bredbånd i 2016!
Frameld dig dette!